En smed var datidens kirurg

28 marts 2020 anders_lundtang_hansen

Ville du gå til din lokale smed i Hedensted i dag, hvis du skulle have foretaget en operation af den nørklede art, hvor der måske skulle amputeres eller reddes nogle af dine lemmer eller sættes noget på plads udvendigt eller indvendigt?

Nej, du ville blive betragtet som landsbytossen, og forhåbentligt ville din smed også bede dig gå til læge – af flere forskellige grunde, hvis du kom med en anmodning om at blive skåret i eller fjernet lemmer med hans remedier.

Måske skal du faktisk have amputeret noget, eller du venter på en operation, men nu om dage stiller man sig heldigvis i kø til en operation, medmindre man er på slagmarken, og bestiller tid til at få den slags ordnet.

Men for bare et par hundrede år siden var det faktisk smeden man gik til, både når man skulle have trukket tænder ud, men også når der skulle opereres af forskellige årsager og omfang.

Den slags var ikke lægernes arbejde, for de betragtede sig selv som dannede mennesker, der vidste, hvordan kroppen hang sammen, og sygdomme fungerede – men at få hænderne beskidte var for groft arbejde for dem. De forskede, men arbejdede ikke mere end nødvendigt.

Så man tilkaldte smeden i den slags situationer, hvor lægen gav beskrivelser til den uuddannede smed i dét fag om, hvad der skulle ske, og så skulle vedkommende bare følge beskrivelserne.

Man kan lige forestille sig resultaterne dengang, der nok mest beroede på held end forstand.

Det er vitterligt først i nyere tid, at man fik den opfattelse, at læger og læge-studerende lærte bedst ved selv at få hænderne “beskidte” ved at røre ved både den åbne og lukkede krop selv, så de praktisk talt fik erfaring, som de kunne forske ud fra og beskrive, hvad der skulle gøres.

Sådan kan et erhverv have haft mange forskellige opgaver før i tiden, end man ser det i dag.